Står du igen i år foran boghandlerens hylder og river dig selv i håret, mens du leder efter den perfekte julegave til familie og venner? Bogtube har smugkikket på forfatternes indkøbsseddel og afslører her, hvilke bøger de har tænkt sig at forære væk.

"Jeg holder meget af at give bøger i julegave til venner og familie. Tit køber jeg ti ens bøger og giver dem til de fleste. I år er det den norske forfatter Tomas Espedals 'biografi – dagbok – brev'. Tomas Espedal er i mine øjne en af nordens største forfattere. Hans prosa er mere ambitiøs og poetisk end det meste lyrik, og hans evne til at gestalte det menneskelige sind er uhørt. Det er rørende bøger, han skriver. De griber en om hjertet og formidler en følelse af tab og sorg, men de handler også om den skønhed og kærlighed, der, alligevel og trods alt, hele tiden strømmer gennem verden.
Der er en del af mine venner, der allerede har fået den, og dem kunne jeg finde på at forære Janina Katz smukke digtsamling 'Skrevet på polsk'. Jeg læste den i Sydfrankrig her i efteråret, og det var en rigtig fin oplevelse. Der er nogle lysende sætninger i den bog, og netop gode sætninger er kernen i min passion for sprog. Det er dem jeg altid leder efter – både når jeg læser og skriver.”
Josefine Klougart blev uddannet fra forfatterskolen i 2010 og har på kort tid slået fast, at hun er en de vigtigste nye kvindelige forfattere. Hendes debutbog 'Stigninger og fald' opnåede en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris, og siden har hun udgivet prosabogen 'Den vind man manglede' og romanen 'Hallerne'.

”Jeg er ikke det store julegavemenneske, men de bøger, jeg umiddelbart har tænkt mig at forære væk, er Michael Cunninghams 'Når mørket bryder frem', E. L. Doctorows, 'Homer og Langley' samt Colm Tóibíns 'Brooklyn'. Derudover er nyoversættelsen af Vladimir Nabokovs 'Lolita' helt forrygende læsning, som man helt sikkert bør dele med familie og venner – og nej, ikke på grund af emnet, men i stedet det sprudlende sprog ... gisp, som den mand dog kunne skrive!
Der kom dog også nogle forrykt gode bøger sidste år, som ikke må overses, bare fordi vi nu skriver 2011. Her tænker jeg både på Sara Stridsbergs 'Darling River', ungarske Sándor Márais 'Dagbøger 1984–89' og danske Majse Aymo-Boots 'Ødelæggelsen 1–11' ... alle sammen udgivelser som jeg varmt kan anbefale til at glæde dig selv eller andre med.”
Martin Hall er en af Danmarks mest alsidige kunstnere. Både som forfatter, musiker og komponist har han adskillelige anmelderoste værker bag sig. Hans nyeste romanen 'Kinoplex' fra 2010 var ved udgivelsen månedens bog på Københavns Biblioteker.

”Min søster skal have Tina Scheftelowitz' kogebog 'Suveræn Surprise', som jeg selv gerne vil have fingre i. Min søn, den filosofistuderende, får årets nobelpristager, Thomas Tranströmers, samlede digte, og min datter, der er vild med teater, vil jeg forære Kirsten Hammans satiriske romankammerspil 'Se på mig'. Og ellers vil jeg gå i boghandlen og lade mig inspirere og sikkert ende med at købe en hel stak bøger til mig selv. Det er jo julens største luksus, at ligge i sofaen, gnaske konfekt og læse i lange ubrudte stræk...”
Hanne-Vibeke Holst har i mange år ligget på toppen af bestsellerlisterne i Danmark. Hendes portrætter af tidstypiske kvindekonflikter har gjort for forfatteren utrolig populær i den brede befolkning.Senest har hun udgivet den anmelderoste roman 'Undskyldningen'.

Min kæreste skal enten have Knausgaards 'Min kamp' eller biografien om Steve Jobs. Det ender nok med Knausgaard, for det er vist mest mig, der har lyst til at læse Steve Jobs-biografien. Jeg er optaget af sammenhængen mellem liv og myte. I hvor høj grad er vores liv egentlig vores eget? Findes der et fuldkommen unikt levet liv, som ikke ligner nogen andre? Jeg tvivler. Livet har en form, som ligner myten, og hos nogen, som Steve Jobs, er denne form meget tydelig. Men det er sikkert også et spor, man kan følge i Knausgaard-bøgerne.
Min mor ønsker sig noget inspirerende læsning, så hun skal have Diane Osborns 'A Joseph Campbell Companion'. Joseph Campbell var en berømt amerikansk mytolog, som har skrevet et hav af - for mig - uundværlige bøger. Denne bog, en fin lille indbunden sag med et rødt silkebånd, samler hans sidste tanker et par uger før han døde.
Min veninde skal have Sjóns 'Skyggebaldur'. Bogen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for nogle år siden. Den er fantastisk, underlig og troldsk. Et rigtigt nordisk eventyr.
Mathilde Walter Clarks forfatterskab er kendetegnet ved enblanding af eksistentiel dybde, humor, og sproglig fantasi. Hun debuterede i 2004 med romanen 'Thorsten Madsens Ego' og har siden udgivet bl.a. 'Priapus' og 'Grumme historier.

I julegave skal min lillebror have 'Kampen om tronen' af George R.R. Martin. Den er blevet beskrevet som den amerikanske Tolkien, men det er noget vrøvl. Det er derimod West Wing med sværd. Min lillebror er både politisk engageret og stor fan af sværdrabaler.
Min storebror får Kim Leines 'Kalak'. Det er efter min mening den mest velskrevne danske debutroman de sidste ti år, og min storebror, der var en medvirkende årsag til at jeg blev forfatter, vil virkelig påskønne et så intenst og fint sprog. Der er ikke en tone, der rammer ved siden af. Jeg skal nok købe en gave mere til ham, for den fås som pocketbog til billigpenge.
Min kæreste har jeg besluttet mig for at give Michael Cunninghams 'Når mørket bryder frem'. Jeg har aldrig læst Cunningham, men jeg har på fornemmelsen, at den minder om Nabokovs 'Lolita' (måske tager jeg fejl), som er hendes yndlingsbog. Måske køber jeg den også bare af nysgerrighed, fordi jeg selv vil læse den. Den handler om et liv, der er lidt for meget på plads og sex, der ødelægger det hele. Det lyder som en bog for mig.
Lars Husum fik sit gennembrud med debutroman 'Mit venskab med Jesus Kristus', der opnåede at blive solgt til udlandet, endnu før den var kommet på boghylderne i Danmark. Siden har han udsendt bogen 'Jeg er en hær', der skildrer mennesker i krig.