Mød manden med ordet i sin magt og den ordblinde kunstner, der ikke lader sig styre af ordet. Det foregår tirsdag d. 4. februar, kl. 19.00, på BIBLIOTEKET Rentemestervej.
I november måned udkom forfatter og kunstkritiker Michael Jeppesens nye bog ”Best of - 67 x kunst”, hvori Jeppesen beskæftiger sig med 67 danske samtidskunstnere, som efter Jeppesens mening sidder forrest i kunstbussen på den danske samtidskunstscene.
I forbindelse med udgivelsen af bogen følger Michael Jeppesen 10 af de 67 danske samtidskunstnere ”hjem” til deres barndoms by. En af dem er den lokale kunstner Gudrun Hasle, der bor i Bellahøj. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, og hendes kunstværker, der primært består af broderier og videoinstallationer, tager udgangspunkt i hendes liv og ordblindhed.
Få en eksklusiv mulighed for at opleve to rollemodeller på hver deres felt i en interessant og tankevækkende samtale om Gudrun Hasle og hendes kunstneriske virke.
Der bliver serveret et godt glas vin til artist talken, og der er fri entré.
Artist talken sker i samarbejde mellem Brønshøj Bibliotek, BIBLIOTEKET Rentemestervej og Strandberg Publishing. ”BEST OF – 67 x KUNST” og formidlingsaktiviteterne dertil er støttet af Nordea-fonden.