Hvordan mon H.C. Andersens og Karen Blixens håndskrift så ud? Lavede de mange kruseduller i deres kladder? Og tegnede Mozart hjerter på brevene til sin hustru? Det kan du få at se i en permanent udstilling på Det Kongelige Bibliotek i København, hvor den russiske kunster Andrey Bartenev har iscenesat nogle af de største både danske og udenlandske litteraturskatte i Montanasalen.
Af Lea Ryberg Kruse
Udstillingen åbnede i maj 2012, og det er første gang en samling af de klenodier, det Kongelige Bibliotek har, bliver udstillet permanent. Tøv ikke med at komme af sted og få set originalmanuskriptet til Jyske Lov, Søren Kierkegaards dagbøger og den første trykte bog, Gutenbergbiblen, fra 1455.
Andrey Bartenev har designet udstillingen og kombinerer popart og installation i en sjælden set kombination med kulturskatte. Udsmykningen uden om det udstillede er farverig og skal give gæsterne en stærk visuel oplevelse samtidig med, at de dykker ned i skattekisten og lader sig fordybe.
Udstillingen er gratis og har åbent i Det Kongelige Biblioteks åbningstider.